Visualisering koreografi: 2D, 3D og publikums blik

I scenografi er grundplanen (ground plan) en målfast tegning set ovenfra, et fugleperspektiv (»bird’s-eye view«), der viser placering og mål for alle sceniske elementer samt de optrædendes indgange, udgange og baner. Det er den ideelle visning til at planlægge rummet: hvem står hvor, hvem bevæger sig hvorhen, og ad hvilken bane.

Opstalten (elevation) er derimod en målfast tegning af scenen set fra publikum, altså visningen forfra. En »rear elevation« viser bagsiden af dekorationerne, mens en visning fra siden kaldes et snit (»section«). Visningerne kaldes opstalter, fordi de rejses op i forhold til grundplanen.

De to supplerer hinanden: grundplanen planlægger rummet, opstalten viser hvad tilskueren ser. Danseforestillinger har især gavn af opstalten, fordi den afslører hele kroppens bevægelse og de rumlige mønstre, som visningen ovenfra alene ikke viser.

Synslinjer (sightlines) er det, publikum kan se af en forestilling fra sin plads, uden noget i vejen og uden besvær. Man skelner mellem vandrette synslinjer – udsynet til scenen og zonerne til venstre og højre, som for eksempel bliver blokeret af andre tilskueres hoveder – og lodrette synslinjer, der hænger sammen med pladser på stigende rækker eller hævede pladser, og som blokeres af tæpper eller lamper, der hænger for lavt.

Valget af sceneform har direkte betydning for synslinjerne. En rund scene (»round staging«) giver problemer, hvis de optrædende mest kigger i én retning: halvdelen af publikum ser så kun deres rygge. Designet skal altså tage udgangspunkt i hvordan publikum kommer til at se forestillingen, ikke kun i bevægelsens egen logik.

I en gruppeforestilling er synslinjerne bogstaveligt talt bygget ind i koreografien: gode synslinjer sikrer, at hver tilskuer kan se det der sker. Podier eller trin (»risers«) løfter de optrædende for at give bedre udsyn og skabe en dynamisk visuel effekt – det er den mest almindelige løsning for sceniske kor. De præcise højder og vinkler afhænger dog af sammenhængen: vil du have præcise mål, så spørg en scenemester eller tjek de lokale regler for forsamlingslokaler.

For at tale om rummet uden tvetydighed har det fransksprogede teater fire »verdenshjørner« på scenen. Forkanten (face) er scenens kant ud mod publikum (»man går ned til forkanten«), og bagkanten (lointain) er den bagerste del (»man går op mod bagkanten«). Côté cour er scenens højre side set fra tilskueren, der kigger på scenen, og côté jardin den venstre. Ordene findes netop, fordi venstre og højre bytter plads mellem scenens og salens synsvinkel: angiv synspunktet hver gang, så undgår du fejl. Scenen er endelig det rum, hvor de optrædende bevæger sig, i modsætning til salen, hvor publikum sidder.

Ikke alle pladser giver den samme oplevelse. »Fyrstens øje« (l’œil du prince) betegner den synsvinkel, hvorfra dekorationens perspektiv ses uden forvrængning; set fra salen mod scenen er det også det sted, hvor man ser forestillingen bedst. Begrebet stammer fra den italienske kulissescene, tænkt som en »illusionsboks« bygget på perspektiv og trompe-l’œil – en scenografi, der forudsætter ét privilegeret synspunkt forfra, og det forklarer, hvorfor visningen forfra historisk har styret kompositionen.

Pas på ikke at blande to betydninger af ordet »perspektiv« sammen: på den ene side det optiske, illusionistiske perspektiv i den italienske kulissescene, på den anden side den enkle »visning forfra / publikums synsvinkel« i koreografiværktøjerne. Teoretisk ser hver tilskuer i virkeligheden en forskellig forestilling: man oplever ikke den samme forestilling på første række og på tredje balkon. Som Patrice Pavis minder om med et citat fra Marie-José Mondzain: »at se sammen er ikke at dele et syn, for ingen vil nogensinde se det, den anden ser«. Derfor giver det konkret mening at afprøve flere synsvinkler i stedet for én.

Når du visualiserer en koreografi på forhånd, opdager du problemerne tidligt. Et program til formationer lader dig tjekke om formationerne står rent, i stedet for at opdage problemerne midt i prøven. Det erstatter flygtige skitser på whiteboardet og beskedtråde fulde af rettelser til afstandene med én fælles visuel kilde – og planlægningen sker, mens konceptet stadig er fleksibelt, før du bruger af dansernes tid.

Konkret kombinerer værktøjerne en visning ovenfra (top view) og en 3D-visning, så du kan se »stage picture« – det samlede billede, de optrædende danner på et givet tidspunkt – fra flere vinkler. Du kan lægge koreografien på musikkens tællinger (counts), fastlægge ind- og udgange og sceneskift og analysere afstandene før prøven. En formation forstås her som en koordineret rumlig placering af dansere, der bevæger sig sammen ad forudbestemte baner, med bestemte positioner og retninger.

Forskningen peger i samme retning: ChoreoVis-tilgangen foreslår en visualisering ovenfra med sporing af baner, analyse af hvordan gulvet bliver brugt, og sammenligning mellem den planlagte koreografi og de faktiske bevægelser, for at tjekke afstande, linjer og flydende overgange. Stancz følger samme tankegang, som et webværktøj til at placere og visualisere formationer i 2D, i 3D og i Publikumsvisning, så du kan holde grundplanen op mod det, salen faktisk kommer til at se.