Formationer dans: sådan laver du dem trin for trin

Når en gruppe danser, er de klassiske formationer geometriske figurer: cirkel, firkant, rombe, trekant, linje, stjerne, kors og diagonal. De hører til det, kompositionslæren kalder »rumlige relationer«, side om side med grupperingerne (soloer, duetter, trioer, hele gruppen) og brugen af rummet (dansere tæt sammen eller spredt, i midten eller bagest, til højre eller til venstre). At vælge en formation er altså at bestemme gruppens figur, størrelsen på undergrupperne og det område af scenen, der bliver brugt, på én gang.

Diagonalen fortjener særlig opmærksomhed: den skaber en fornemmelse af dybde og bevægelse, giver visuelt mere interessante linjer og mindsker risikoen for at danserne skjuler hinanden. En meget dynamisk variant er den let skrå diagonale linje, som man ofte ser i jazz- eller hiphop-rutiner, hvor den får publikums blik til at rejse hen over scenen. X-formationen placerer dansere i hver spids og én i midten for at understrege et klimaks eller et højdepunkt. V-formationen (eller pyramiden) trækker blikket mod danseren i spidsen, ofte solisten forrest i midten.

Pas på ordene: mange navne på formationer (Flat W, Clustered Diamond, Starburst, Mini Hills …) kommer fra dansestudiers blogs og er ikke en officiel nomenklatur. Hold dig til de universelle figurer – linje, kolonne, diagonal, cirkel, blok eller firkant, V, rombe, forskudte rækker – og behandl de fantasifulde navne som almindelige varianter. Det »skakbræt«, man nogle gange hører om ved den slags placering, svarer i virkeligheden til forskudte rækker (staggered): rækkerne rykkes, så ingen står skjult bag en anden danser, og alle forbliver synlige for publikum.

Når formationerne er valgt, er det kompositionsgrebene, der giver dem liv. Unison – alle dansere gør præcis det samme på samme tid – giver udsagnet kraft. Kanon gentager den samme sekvens, men uden samtidig start: hver danser eller gruppe går i gang med en fast forskydning (for eksempel hvert 2., 3. eller 4. taktslag), og det skaber et holdepunkt, samtidig med at individualiteten bevares. Kaskaden, som skal skelnes fra kanon, lader danserne følge efter hinanden med skiftevis ind- og udgange: den giver bevægelse og liv i brugen af rummet.

Andre greb beriger forløbet. Slip og indhent: en danser eller en undergruppe forlader unisonen og »indhenter« derefter sekvensen, der hvor den er nået til, før den går tilbage i unison – hvilket netop forstærker unison-effekten. Polyfoni lader hver danser komme ind, gentage sin frase så mange gange som ønsket og gå ud igen, med én enkel regel: scenen må aldrig stå tom. Akkumulation kan gælde bevægelserne (A, så AB, så ABC …) eller danserne, der kommer til lidt efter lidt, så hele gruppen ikke er på scenen hele tiden.

For at strukturere et helt værk findes der flere udviklingsformer: scenarie eller fortælling (et lineært forløb med begyndelse, udvikling og slutning, som i klassisk ballet), spørgsmål/svar (et bevægelsesudsagn, der kalder på et andet), omkvæd/vers (en sekvens, der vender tilbage som i en sang), variation over et tema eller tilfældighed på Merce Cunninghams måde. Tænk også på relationerne mellem danserne: kontrast (højt/lavt, stor/lille, stille/i bevægelse) »giver farve«, og symmetri – en bevægelse til venstre gentaget til højre – skaber en følelse af balance og stabilitet.

At placere formationer forudsætter et fælles sprog til at beskrive scenen, lånt fra teatret. Siderne angives set fra tilskueren i salen: højre side er den, publikum har til højre, og venstre side den, publikum har til venstre; i den franske tradition hedder de côté cour og côté jardin. Ordene stammer fra Tuileries-paladset i 1600-tallet; under revolutionen blev de kongelige betegnelser (kongens side, dronningens side) erstattet af »jardin« og »cour«. Ordene beskriver hvor man befinder sig, men de er ikke formationer: bland ikke rummets terminologi sammen med gruppens figur.

Dybden har også sine ord: forkanten er den del af scenen, der er nærmest publikum, bagkanten er den bagerste del. På fransk »går man ned« mod forkanten og »op« mod bagkanten, ligesom i det engelske downstage og upstage. Udtrykkene har en konkret oprindelse: i teatre i italiensk stil hældede scenen ned mod publikum for at give dybde og bedre udsyn – derfor går man »op« mod bagkanten og »ned« mod forkanten.

Den grammatik for rummet kan overføres direkte til dans, når du skal tænke placering og bevægelser. En god iscenesættelse (staging) skal supplere værket og musikken uden at konkurrere med dem: den trækker publikum ind, leger med fokuspunktet og fremhæver koreografien. Den sikreste metode er først at definere den intention eller følelse du vil frem til, og derefter tænke placeringen i tjeneste for den vision – ikke omvendt.

Tegn, før du øver. Susan Jones, balletmester ved American Ballet Theatre, anbefaler at tegne hver formation set ovenfra med X’er og O’er, som en blocking-tegning fra amerikansk fodbold. For at se baner og afstande bruger nogle koreografer små genstande – mønter, skakbrikker, farvet modellervoks – til at kortlægge vejene og overgangene, med farvekoder, så de kan se effekten af en fastholdt position eller en formation.

På scenen markerer du gulvet: nummerér pladserne langs for- og bagkanten (bredden), og tape vandrette farvede linjer til dybden, så hver danser kender sin plads. For at finde trafikpropperne kan du bruge Rockettes-teknikken: gå hele rutinen igennem, fra formation til formation, uden at danse trinene. Gennemgangen afslører problemer med trafik eller timing; skal nogle dansere skynde sig, så justér timingen eller tilføj forbindelsestrin. Der findes ingen universel afstand: du tilpasser til scenens mål og tjekker ved at gå det igennem.

Når du ændrer en formation, så husk de gode vaner: varier niveauerne (stående, knælende, i spring), lav naturlige overgange, fremhæv solisterne gennem placeringen, balancér symmetri og asymmetri, og brug hele scenen, så gruppen ikke klumper sig sammen. Webværktøjer som Stancz lader dig lægge placeringerne ind og se dem i 2D, i 3D og i Publikumsvisning, så du kan forudse hvad publikum faktisk kommer til at se, før den første prøve på scenen.