Overgange, koreografi og timing mellem formationer

En overgang er i koreografisk forstand den bevægelse, der forbinder en frase eller en sekvens med den næste: den fungerer som en bro, der sikrer et sammenhængende flow mellem koreografiens dele, og påvirker direkte det visuelle indtryk og fortællingens sammenhæng. Man skelner mellem flere familier: bevægelsesovergange (skift i kvalitet, retning eller niveau), rumlige overgange (skift i placering eller formation på scenen) og tidsmæssige overgange (skift i timing eller rytme). Dansernes flytning fra én formation til en anden hører netop til de rumlige overgange.

Overgangen mellem formationer skaber en følelse af flow og kontinuitet, der hjælper med at formidle dansens historie eller tema. Det er her, forskellen i niveau mellem koreografer viser sig: en begynder tænker formationerne som stillbilleder, en erfaren koreograf tænker vejene imellem dem. Når vejene er dårligt tænkt, ses resultatet med det samme: dansere, der går i vejen for hinanden, tomgang mellem to figurer og et publikum, der mister interessen.

Udfordringen gælder ikke kun én stil. I formation dance, som det hedder på engelsk (selskabsdans på hold med 6 til 8 par, altså 12 til 16 dansere), vurderer dommerne blandt andet dansernes fordeling på gulvet, hvor tydelige figurerne er, og overgangene mellem figurerne. Overgangene er med andre ord et selvstændigt bedømmelseskriterium og ikke bare et mellemspil.

Pathway, eller bane, betegner den vej en danser følger under en flytning: retning, niveauer, bevægelsernes størrelse, mønstre og vejens tegning i rummet fra ét punkt til et andet. Når du kortlægger hver dansers vej mellem formationerne FØR tiden i studiet, sparer du betydelig tid til prøverne: du planlægger på forhånd de mest effektive baner uden sammenstød, så overgangene bliver flydende i stedet for at blive improviseret på scenen.

For at planlægge blocking uden papir findes der enkle metoder: flytte genstande (mønter, skakbrikker, modellervoks) eller bruge apps med prikker som Playbook, der hjælper med at se de baner, danserne kan tage for at skifte formation. Et webværktøj som Stancz lader dig placere og se formationerne i 2D, i 3D og i Publikumsvisning, så du kan forudse krydsninger før den første prøve. Bemærk, at den gennemgåede litteratur ikke har nogen universel taksonomi over »typer af baner« (lige, buet, diagonal) specielt for dans: kategorierne udledes af begreberne pathways og former og er mere beskrivende end normative.

Scenens ord hjælper dig med at notere banerne uden tvetydighed. På dansk siger man højre og venstre side set fra salen eller set fra danseren. Fransk teater bruger côté cour (højre side set fra salen) og côté jardin (venstre side set fra salen), med huskereglen »J-C«: jardin til venstre, cour til højre, altid set fra tilskueren; dertil kommer face (forrest, nærmest publikum) og lointain (scenens bagerste del). På engelsk betyder upstage mod bagkanten og downstage mod publikum (en arv fra skrå scener, hvor den bagerste del lå højere), mens stage left og stage right er venstre og højre for den optrædende med front mod publikum. Pas på: de to systemer tager ikke udgangspunkt i samme synspunkt – stage left svarer til côté cour, stage right til côté jardin. Angiv altid synspunktet for at undgå forvirring. Et »cross« betyder i øvrigt at bevæge sig fra ét punkt på scenen til et andet, for eksempel at krydse diagonalt fra bagerst til højre (upstage right, set fra danseren) til forrest til venstre (downstage left).

Den grundlæggende tælleenhed i dans er 8-tællingen: en takt i 4/4 kaldes ofte en »8-tælling«, og på hold (selskabsdans, latin, streetdance) tæller man som regel i 8 taktslag. Tempoet måles i slag pr. minut (BPM), hvor hvert slag svarer til ét taktslag – et nummer på 60 BPM giver ét slag i sekundet. For at ramme rigtigt finder du frasernes afslutninger og musikkens dele, så du kan se hvor de musikalske fraser skifter.

En frases faktiske struktur er ikke altid fuld: i salsa tæller man for eksempel typisk på 8 taktslag (eller 2 x 4 taktslag). Når du kender frasens struktur og dens eventuelle betoninger, kan du placere et formationsskift på de taktslag, der er til rådighed, i stedet for at kæmpe mod musikken.

For at cleane (finpudse) en rutine er den afprøvede metode at dele den op fra begyndelsen, 8-tælling for 8-tælling, sikre at alle gør præcis det samme, og ikke gå videre, før en sektion sidder perfekt – også selv om en hel prøve går med en enkelt 8-tælling. Synkroniseringen er nøglen: man øver hellere »full-out« (med fuld energi og ansigtsudtryk) end »marking« (hvor bevægelserne kun markeres), man sætter danserne ind på scenen lidt efter lidt for at bygge synkroniseringen op, og man filmer sig selv for at finde fejl i synkronisering og formation. I konkurrencecheerleading er 8-tællingsark (count sheets) formaliseret til det yderste: en rutine kan kortlægges på et mix på 45 x 8 taktslag på 2:30, opdelt i sektioner, med overgangene talt som én 8-tælling mellem sektionerne. Tallene hører dog til en bestemt reguleret ramme og er ikke en norm for dans i almindelighed.

Afstanden mellem danserne er afgørende både for sikkerheden og for det visuelle indtryk: står de for tæt, bliver bevægelserne hæmmet, og sammenstød bliver sandsynlige; står de for spredt, virker scenen tom, og koreografien mister sin slagkraft. To metoder til afstand findes side om side og supplerer hinanden afhængigt af sammenhængen. Den første bruger faste pejlemærker – markeringer på gulvet, faste afstande til kulisserne, stykker tape som startmærker – så alle pålideligt finder deres plads. Den anden, som kommer fra konkurrenceverdenen, anbefaler tværtimod, at danserne bedømmer afstanden ud fra hinanden – ikke ud fra mærker i salen – og at man øver på det rigtige scenegulv for at fastlægge den præcise afstand i hver formation, først med tællingerne og så med musikken. Ingen kilde angiver en afstand i tal: afstanden tænkes i forhold til scenens størrelse.

Formationernes form læses forskelligt og styrer blikket: lige, vandrette linjer giver et rent og samlet udtryk, diagonaler skaber visuelt flow, og forskudte rækker (staggered) gør hver danser synlig uden at virke stive. De almindelige former omfatter romber, firkanter, diagonaler, cirkler og linjer. I iscenesættelsen er det styrende princip, at blocking skal supplere musikken, ikke konkurrere med den: man forsøger at flytte fokus rundt på scenen i stedet for at lade det fryse fast i de forudsigelige zoner – ofte midten – og veksler mellem et snævert fokus og hele scenen for at undgå kedsomhed. Man kan også variere antallet af dansere, der udfører bevægelsen, i forhold til dem, der markerer den, og bruge strategiske ind- og udgange til at skifte stemning.

Opmærksomhedshierarkiet struktureres af gitteret med scenens 9 zoner, der fremkommer ved at krydse upstage / center / downstage med left / center / right: zonen downstage center trækker blikket mest, upstage left mindst, og positionerne i downstage er mere fremtrædende end positionerne i upstage. Endelig har dansen to greb til at håndtere flere baner uden trafikprop: unison, hvor alle dansere udfører den samme frase på nøjagtig samme tid, og kanon, hvor de udfører den efter hinanden som en musikalsk kanon – nyttigt til at sprede flytninger ud i tid. Et sidste pejlemærke, der skal overføres med forsigtighed: på et dansegulv med progression (pardans til fest og bal) bevæger strømmen sig mod uret (counter-clockwise) for at undgå sammenstød; det princip for floorcraft gælder trafikken på dansegulvet og kan ikke overføres direkte til formationsskift på en scene.