Hip hop dans: crew, musikalitet og formationer

Musikalitet er måden danserne hører, fortolker og danser musikken på: den sætter tonen for bevægelserne og giver dig de lyde, du skal følge. Det grundlæggende redskab til at omsætte den er 8-tællingen (8-count), der deler en musikalsk frase i otte taktslag og fungerer som ramme for bevægelserne. For hver 8 taktslag begynder en ny 8-tælling: fraserne følger efter hinanden som afsnit, der fortæller en historie hen over musikken. Du finder starten på en 8-tælling ved at finde downbeatet, taktens stærkeste accent.

Inden for en 8-tælling får visse taktslag en accent. Du kan for eksempel sætte en skarp bevægelse (sharp) på tælling 1 og 5 og derefter fortsætte med en flydende overgang på tælling 3 og 7. Vil du gå mere i detaljer, kan tællingen deles op: med »and« (»one and two and …«) markerer du 16 slag, og med »e and« deler du op i 32 slag i hurtige tempi – nyttigt når bevægelserne ligger meget tæt.

At accentuere er også at vælge hvilket lag af lyden du danser på. Bassen (den dybeste lyd) kalder på bevægelser med jordforbindelse, nede ved gulvet, som stomps; lilletrommen (snare), en tør staccatolyd (»ka!«), kalder på hurtige og skarpe bevægelser; hi-hatten (»tss tss«) markerer underdelingerne; synthesizerne, de elektriske lyde, kalder på »gooey« bevægelser med modstand og bølger. Tommelfingerreglen: en hurtig og skarp bevægelse passer bedre til en snare, mens runde og flydende bevægelser passer til længere basgange. Kroppen skal med andre ord forstå lyden og bevæge sig som den.

Før formationerne er det kvaliteten i udførelsen, der får en koreografi til at hænge sammen. Fundamentet er grooving: de naturlige nik med hovedet og svaj i kroppen, som danseren derefter udvikler til koreografi; det er det »flow«, der binder hvert trin og hver accent sammen. Oven på det kommer hitting (hit): at spænde eller bøje musklerne for at markere en kraftig lyd, med veldoseret energi – hverken for slapt eller »for full out« –, lidt ligesom en lydvisualisering, der reagerer på lyden.

To begreber hjælper dig med at variere materialet. Milking går ud på at strække en bevægelse ud over dens naturlige stoppunkt og »trække« overgangen (ved at spille på banen og accelerationen). Teksturerne er de bevægelseskvaliteter, der afspejler nummerets stemning: staccato, flydende (flowy) eller ru (gruff). Du får dem ved at kombinere hits, milking og kontrol over hastigheden.

For at øve effektivt bruger man marking: at udføre bevægelserne markeret, med mindre energi – mere i hovedet end i kroppen – for at koncentrere sig om musikken, timingen og placeringerne. Det er guld værd i en gruppe, hvor synkroniseringen kommer først. En note om ordene: begreberne (hit, groove, milking, marking) kommer fra det engelsksprogede miljø, og de har ikke alle en fast fransk pendant; i Frankrig bruges de oftest, som de er.

I en gruppe er den første styrke unison: danserne udfører den samme bevægelsesfrase samtidig, eventuelt med variationer i vending, retning, gruppens størrelse eller område på scenen. For at bryde blokeffekten er kanonen dansens svar på den musikalske kanon (»round«): den samme frase udføres af to eller flere dansere (eller grupper) med forskudte startpunkter, overlappende eller efter hinanden; den kan være stram eller løs (loose). Mirroring (spejling), hvor to eller flere dansere spejler hinandens bevægelser symmetrisk, øger den visuelle effekt og understreger præcision og enhed.

Ripplet – også kaldet kaskade eller wave – er en bølgeeffekt i rækkefølge: én danser sætter bevægelsen i gang, og hver af de næste udfører den lige efter i hurtig rækkefølge. Koreografen vælger retningen (fra venstre mod højre, forfra og bagud eller fra midten og ud) og lægger den på beatet; ripplet bruges også til at skifte mellem formationer og til at understrege et stærkt taktslag. Som modsætning til bevægelsen er holds (stop) øjeblikke, hvor danserne fryser bevægelsen: placeret strategisk accentuerer de beatet, skaber visuel kontrast og slagkraft og fremhæver musikaliteten.

Tilbage står at styre energien over hele nummeret. Pacing veksler mellem bevægelser med høj intensitet og langsommere sekvenser; samspillet mellem danserne (battles, call-and-response, relationer) skaber den fortællemæssige sammenhæng, og blikket og ansigtsudtrykkene forbinder de optrædende med publikum. Bemærk: koreograferet hip hop (commercial, i et crew) bygger på skrevne og synkrone fraser og skal skelnes fra freestyle, der bygger på improvisation – de to kan ikke bytte plads.

En koreografi for en gruppe vinder ved at variere formationerne – linjer, cirkler, trekanter, diagonaler – så du skaber dybde, symmetri og asymmetri. Symmetriske formationer virker rene og afbalancerede, mens asymmetriske formationer skaber en interessant spænding; når du udnytter alle scenens hjørner, bliver præstationen større og stærkere. To former går ofte igen: V’et, der bruges meget til at fremhæve en central danser (en leder forrest, de andre spredt ud bagved), og trekanten, der giver et skarpt fokuspunkt mod midten, ideelt til en åbningspose eller et højdepunkt.

At tænke scenen er også at tænke dens zoner. Midten er fokuspunktet for nøgleøjeblikke og soloer; bagkanten (upstage) skaber dybde og bruges til overgange; forkanten (downstage), nærmest publikum, fremhæver nærhed og ansigtsudtryk. Hvad angår siderne, tager man udgangspunkt i danseren med front mod publikum: côté cour er til danserens venstre (stage left), côté jardin til danserens højre (stage right) – en terminologi arvet fra det franske hofteater, hvis sale vendte ud mod haven på den ene side (især Tuileries-haven i Paris) og mod gården på den anden. Dertil kommer tre bevægelsesniveauer (lavt, mellem, højt) – stående, på knæ, på hug eller i spring – der skaber visuelle lag.

Det, der kendetegner en gennemarbejdet koreografi, er flydende og næsten usynlige overgange mellem bevægelser og formationer: du bruger forbindelsestrin og øver overgangene, indtil de ser naturlige ud. Til hip hop-konkurrencer forventes de i øvrigt at være »kreative og uforudsigelige«. Når du skal forberede placeringerne, kan du med et værktøj som Stancz placere og se formationerne i 2D, i 3D og i Publikumsvisning før du tager det hele med ind i dansesalen.