Nem dansekoreografi: sådan laver du den trin for trin

Alt starter med nummeret. Den franske undervisningsplatform Superprof råder dig til at vælge musik, der rører dig og giver dig lyst til at danse, ikke et nummer, du tager, bare fordi det er moderne; til en første koreografi anbefaler danseskolen Danc’Art i Lille et moderat tempo og en sang, du kender godt. Før du bevæger dig, så lyt til den flere gange i træk uden at danse for at finde de musikalske fraser, højdepunkterne og pauserne: det er det trin, mange begyndere springer over, bemærker Danc’Art, selv om det gør alt det følgende lettere.

Tempoet måles i slag pr. minut (BPM), den enhed rytmisk musik bruger, hvor klassiske partiturer skriver allegro eller andante. Den franske Wikipedia placerer for eksempel rap mellem 80 og 100 BPM og house mellem 124 og 130. Udregningen bruges senere: ved 120 BPM varer et taktslag et halvt sekund og en 8-tælling 4 sekunder; et nummer på 3 minutter har så 360 taktslag, altså 45 blokke på 8. Jo hurtigere tempoet er, jo mindre plads har hver bevægelse, og jo kortere skal flytningerne være.

Klip derefter nummeret til den ønskede længde i et lydredigeringsprogram. Klip ved starten af en musikalsk frase, på et »1«, aldrig midt i en blok, og vælg hellere en tydelig slutning på et stærkt taktslag end en fade-out, der dør ud, mens gruppen holder sin slutpose. Gem til sidst præcis den fil, du har klippet, og giv den samme til alle: hvis versionen ændrer sig undervejs, forskydes tællingerne, og holdet skal lære sine pejlemærker forfra.

I dans tæller man musikken i blokke på otte taktslag: »1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8«, og så forfra. Superprof minder om at man tæller sådan i latin, selskabsdans og streetdance, bortset fra enkelte danse som jive, og Danc’Art taler om en struktur, der bruges i næsten alle stilarter. En 8-tælling dækker to takter i firedelt takt, den taktart der ifølge den franske Wikipedia har ét betonet slag efterfulgt af tre ubetonede. »1« er det taktslag, hvor frasen starter igen, ofte markeret af en stemme eller et instrument, der sætter ind.

Mellemslagene tæller man som »og«: »1 og 2 og 3 …«. På begynderniveau råder Superprof dig til at lægge hver bevægelse på et slag eller et mellemslag og knytte en tælling til hver bevægelse, en metode der også bruges i koreografier for grupper, så alle er sammen. For at starte musikken eller en gentagelse varsler tællingen »5, 6, 7, 8«, at den næste blok begynder, og Danc’Art foreslår at danse, mens man tæller højt, for at forankre strukturen i hovedet: alle starter på 1.

Skriv tællingerne ned fra starten. Det enkleste er et skema: én linje pr. 8-tælling, nummereret (første otter, anden otter …), med musikkens del ud for (intro, vers, omkvæd) og bevægelserne med få ord. Arket »Comment construire une chorégraphie« (sådan bygger du en koreografi) fra den pædagogiske konsulent for idræt i departementet Rhône lægger vægt på netop det: at bevare et spor af opbygningen fra gang til gang med fotos, en notesbog eller noter. Uden spor bliver en koreografi opfundet forfra til hver prøve.

De fleste sange veksler mellem vers og omkvæd. Den franske Wikipedia beskriver rækkefølgen »vers 1, omkvæd, vers 2, omkvæd …«, hvor hvert omkvæd som regel gentager samme tekst og samme melodi. Rundt om finder man ofte en intro, nogle gange en bro, der bryder gentagelsen før det sidste omkvæd, og en slutning; Superprof råder dig til at analysere strukturen, før du koreograferer. Markér delene i dit skema med tællinger: hvor mange 8-tællinger til introen, til hvert vers, til omkvædet. Det er skelettet i din koreografi.

Læg derefter dansen oven på strukturen. Et omkvæd, der vender tilbage, kalder på den samme dansede frase: publikum genkender den, og danserne lærer den én gang til tre gennemgange. Versene giver plads til variationer, til en passage i en lille gruppe eller til et formationsskift; broen er det rette øjeblik til en overraskelse eller en kontrast. Det engelske GCSE-pensum i dans, udgivet af eksamensorganet AQA, sætter navn på formerne: binær (AB), ternær (ABA), rondo, hvor en A-del vender tilbage mellem forskellige dele, eller narrativ, når dansen fortæller en historie.

Gør dig umage med starten og slutningen, de to øjeblikke publikum husker. Arket fra Rhône kræver en start og en slutning, der er »genkendelige, præcise«, og stiller tre spørgsmål til hver: hvor kommer man ind (allerede på scenen eller fra kulissen), hvem (hele gruppen, små grupper, én efter én) og hvordan (de samme handlinger eller forskellige, i samme tempo eller ej). Det samme gælder slutningen: ubevægelige på scenen, samlet, på gulvet eller ved at gå ud én efter én. En slutpose, der holdes tydeligt, er bedre end en uklar exit.

En bevægelsesfrase er en række bevægelser, der danner en enhed, ofte én eller to 8-tællinger. Begynd med et kort motiv, der bærer dansens idé: en armbevægelse, et trin, en særlig vægtoverføring. AQA’s GCSE-pensum gør det til det første af koreografens greb, »motif and development«: et motiv og derefter dets udvikling. For at finde dine bevægelser kan du tage udgangspunkt i musikken (en accent kalder på en skarp bevægelse, en klangflade på en bundet bevægelse), i et ord, et billede eller en hverdagsbevægelse, som du vender om, sådan som arket fra Rhône foreslår.

Udvikl derefter motivet med kompositionsgreb. Undervisningsportalen fra skolemyndigheden i Nantes (académie de Nantes) opregner omkring tyve, heriblandt gentagelse (at gentage en bevægelse flere gange), omvending (at danse sin frase baglæns), kontrast (stor og lille, hurtig og langsom), akkumulation (at tilføje bevægelser eller fraser), transposition (den samme frase på gulvet og stående), kaskade (en række handlinger fra den ene danser til den næste), unison (det samme på samme tid) og kanon (en bevægelse, som andre dansere tager op med jævne mellemrum). Det samme motiv på 8 taktslag giver dermed flere fraser, uden at du opfinder et eneste nyt trin.

Hold dig til fraser, som din gruppe kan danse. En nem koreografi gentager mere, end den opfinder: to eller tre velvalgte fraser, der gentages og varieres, er ofte nok til et første nummer. Dans hver frase selv til musikken, før du lærer den fra dig, tæl den højt, og skriv den ind i dit skema, blok for blok. Hvis en passage ikke passer med tællingerne, så forenkl den med det samme: det er meget sværere, når hele gruppen har lært den.

Når fraserne er skrevet, beslutter du hvor hver enkelt danser dem. En formation er alle danseres position på et givent tidspunkt: en linje, to forskudte rækker, et V, en diagonal, en cirkel, små grupper. Skift formation, når musikken skifter del, ikke tilfældigt: et nyt vers, omkvædets start eller broen er naturlige øjeblikke. Guiden til at lave formationer i dans gennemgår de almindelige former, og hvordan du vælger dem efter antallet af dansere.

Placeringen tjener også læsbarheden. AQA’s pensum regner »manipulation of number«, at spille på antallet af dansere, blandt koreografens greb, og skolemyndigheden i Nantes regner at øge og mindske antallet af dansere blandt sine: et omkvæd, som hele gruppen danser i unison, slår hårdere efter et vers, som tre har danset. Placér de sikreste dansere der, hvor blikket falder, i midten og forrest, og forskyd rækkerne, så dem på anden række kan ses mellem dem på første række.

Hvert formationsskift er en bane, der skal tælles, ligesom et trin. Giv det et præcist antal taktslag, for eksempel en 8-tælling, og en vej for hver danser, og undgå at to baner passerer samme sted på samme tid. De enkleste flytninger bevarer dansernes rækkefølge; dem, der blander den, kræver flere gentagelser. Notér på din plan for hver formation den tælling, hvor den skal være nået: det er det pejlemærke, der får gruppen til at nå frem samtidig.

Lær koreografien fra dig i bidder. Danc’Art beskriver danseskolernes metode: del op i 8-tællinger, gentag den første, indtil bevægelserne sidder naturligt, gå videre til den næste, og sæt så de to sammen. Vis hver blok først langsomt og uden musik, mens du tæller, og derefter med musik. Viser du med front mod gruppen, så lav bevægelserne spejlvendt, og sig det, ellers går en del af danserne til den forkerte side. Så hver danser kan se sin plads igen derhjemme, er det bedre at dele koreografien med holdet end at skrive planerne af i hånden.

Lad danserne »markere«, altså gentage bevægelserne i det små, uden at hoppe eller presse, mens de lærer. En undersøgelse fra University of California i Santa Cruz, offentliggjort i tidsskriftet Psychological Science og omtalt af magasinet Dance Informa, lod 38 viderekomne elever i klassisk ballet lære to sekvenser, den ene øvet i fuldt tempo, den anden markeret: dommerne bedømte den markerede sekvens bedre. Forfatterne ser det som en lettelse af den mentale belastning, ikke kun en besparelse af energi. Gem den fulde intensitet til de passager, der allerede sidder.

Før forestillingen kører du det hele igennem fra start til slut uden at stoppe. Det er gennemløbet: i teatret definerer den franske Wikipedia det som en prøve, der spilles uden afbrydelse, i rækkefølge, uden publikum, og som bruges til at måle varigheden og justere koordinationen, og det tyske gennemløb (filage »à l’allemande«) lægger placeringerne til. Notér hvad der hænger, og ryd så op (clean): tag de passager, hvor gruppen ikke er sammen, tælling for tælling, og tjek at alle har samme armvinkel og samme blik på samme taktslag. Slut på den rigtige scene for at justere afstandene.

Stancz er en koreografi-app til at forberede dansernes placering: du sætter dem på en scene i målestok, kæder formationerne sammen, og overgangene animeres til din musik, i 2D ovenfra, i 3D og set fra salen. Den bruges i browseren på en computer, pc eller Mac, uden installation, og som app til iPhone, iPad og Android med den samme konto. Den er gratis op til 3 koreografier med 4 formationer hver, og ud over det findes der et betalt abonnement. Den har 19 færdige formationer, færdige former der tilpasser sig antallet af dansere, og tager op til 500 dansere pr. koreografi.

I guidens metode bruges den ved musikken, placeringen og overleveringen. Du importerer dit nummer som MP3 eller WAV: bølgeformen bliver tidsaksen. »Tryk tempoet ind (BPM)« måler tempoet, og »Fastgør formationerne til takten« lægger varighederne på taktslagene. Du opretter én formation pr. del af musikken, omdøber den (»Vers 1«, »Omkvæd«) og trækker i dens kant for at give den dens varighed; under afspilningen glider danserne fra én formation til den næste, og en for lang bane eller to dansere, der krydser hinanden, ses med det samme. For at give den videre deler du koreografien som »Læser«, også med gratisversionen, og »Fremhæv mig« fremhæver hver dansers prik.

Det, Stancz ikke gør, helt ærligt: den skriver ikke trinene for dig. Der er ingen kunstig intelligens, der opfinder en koreografi; bevægelserne, tællingerne og fraserne bliver i dit skema, din notesbog og din krop, og appen tager sig kun af rum og tid, altså hvem der er hvor, og hvornår. Den eksporterer ikke til PDF, lader ikke flere redigere på samme tid og håndterer ikke en danseskole (tilmelding, holdplaner, betalinger).