Koreografi til grupper: sådan organiserer du bevægelserne

Kompositionsgrebene bruges til at sortere, organisere, sætte sammen og strukturere det dansede materiale: de gør det muligt at spille på kontraster, forstærke følelsen eller overraske tilskueren. De giver værket en genkendelig arkitektur, der kan gentages, og involverer alle dansens bestanddele: kroppen, tiden, rummet, energien og de andre. Det er det sidste punkt – forholdet til de andre – der særligt kendetegner komposition for grupper.

Det enkleste greb er unison: alle dansere udfører de samme bevægelser på samme tid. Det er et af grundgrebene i repertoiret, og det skaber en følelse af enhed, harmoni og fælles identitet; brugt med omtanke gør det den kollektive oplevelse umiddelbart læsbar og giver et øjeblik slagkraft. Det modsatte er kontrapunkt: mindst to forskellige bevægelsessekvenser udføres samtidig af forskellige dansere eller undergrupper, for eksempel en solo, mens resten af gruppen danser en anden sekvens. Midt imellem sætter kontrast sekvenser side om side, der er modsatte i deres elementer (udstrækning, energi, retning), for eksempel langsomme, vedholdende bevægelser ved siden af pludselige, eksplosive handlinger, og skaber et brud eller en dissonans.

Flere greb spiller på forskydning i tid. Kanon lader alle udføre den samme bevægelsessekvens, men med forskudte starter: det er den dansede udgave af den musikalske kanon (den samme frase taget op med forskudte starttidspunkter). Kaskaden, eller rækkefølgen, lader danserne udføre den samme bevægelse efter hinanden, så der opstår en bølgeeffekt som en »bølge« på stadion – ordbogen Récit ARTS skelner i øvrigt udtrykkeligt mellem den og kanon. Veksling lader én persons eller én gruppes bevægelser svare på en andens, på skift, og spørgsmål/svar fører den logik videre til en dialogform, som en leg, hvor to dansere (eller grupper) skiftes til at danse deres frase.

Ud over de grundlæggende greb findes der flere værktøjer, der beriger opbygningen af helheden. Akkumulation har to former: akkumulation af bevægelser (A, så AB, så ABC …) eller akkumulation af dansere (optrædende kommer til lidt efter lidt). Slip og indhent lader dansere forlade unisonen et øjeblik, før de går tilbage til gruppen – en enkel måde at skabe relief på uden at bryde helhedens sammenhæng.

Spejling er at gøre det samme på samme tid ansigt til ansigt, to eller flere: danserne udfører deres frase over for hinanden, samtidig og uden forskydning. Pas på ikke at forveksle det med spejlet i studiet (det glas, man øver foran): her betegner »spejl« et forhold mellem dansere, ikke en genstand. Gentagelse af en bevægelse eller en sekvens skaber til gengæld eftertryk, en hypnotisk effekt eller en mætning.

Selve bevægelserne kan også forvandles. Variation tager bevægelser op igen og ændrer deres bestanddele (udstrækning, tempo, energi …). Retrograd udfører en frase baglæns ved at vende rækkefølgen af dens handlinger om. Endelig er motivet (motif and development) en bevægelse eller en kort sekvens, der vender tilbage og symboliserer en central idé eller et tema, som koreografen udvikler og forvandler gennem værket – en rød tråd, der hjælper tilskueren med at orientere sig. Et praktisk punkt: terminologien er ikke helt standardiseret. Den franske tradition (skoleidrætten EPS og ordbogen Récit ARTS) taler om unisson, canon, cascade, miroir, question-réponse og contrepoint, mens den engelske tradition (GCSE-pensum) bruger unison, canon, contrast, motif, retrograde og formations. Det er bedre at holde sig generel end at påtvinge én enkelt nomenklatur.

At organisere de fælles bevægelser handler først og fremmest om formationerne, altså den måde danserne og undergrupperne bruger scenerummet på. Du kan sætte undergrupper sammen som solo, duet, trio eller kvartet og organisere helheden i cirkel, kolonne, linje, firkant, diagonal eller optog. Det er den organisering af rummet, kombineret med relationerne mellem danserne, der beriger værket – langt mere end trinenes tekniske sværhedsgrad hver for sig.

For at placere formationerne skal du have et fælles ordforråd for scenen. Forkanten er scenens kant ud mod publikum, bagkanten er scenens bagerste del: de to er hinandens modsætninger. I bredden angives højre og venstre side set fra tilskueren – altså fra publikums synspunkt og dermed omvendt i forhold til danserens venstre og højre. I fransk teater hedder de fire verdenshjørner face, lointain, côté cour (højre set fra salen) og côté jardin (venstre set fra salen); navnene cour og jardin stammer fra skuespillernes placering i Tuileries-paladset, hvor den kongelige loge gav siderne navn. En vigtig forholdsregel: angiv altid synspunktet. På engelsk kommer downstage (mod publikum, forkanten) og upstage (mod bagkanten) fra skrå scener, og stage left og stage right er defineret fra skuespillerens synspunkt med front mod publikum – altså også omvendt i forhold til tilskueren. At skrive »til venstre« uden at sige set fra hvem er en klassisk fejlkilde.

Helhedens læsbarhed arbejdes også gennem det visuelle hierarki. Du kan dele scenen op som et gitter på tre zoner i bredden og tre i dybden, altså ni positioner (downstage left/center/right, center left/center/right, upstage left/center/right). Dansere i downstage og i midten er de mest synlige og trækker mest opmærksomhed: det er dér, du placerer det, du vil have frem. Et webværktøj som Stancz lader dig placere og se formationerne i 2D, i 3D og i Publikumsvisning, så du på forhånd kan tjekke hvad publikum faktisk kommer til at se.

Når en koreografi til en gruppe indeholder løft, bliver fordelingen af roller lige så meget et spørgsmål om sikkerhed som om æstetik. Cheerleading er et struktureret eksempel: i et stunt løfter, holder, kaster og griber baserne flyeren og sørger for stabiliteten (i et stunt med to baser støtter hver base én af flyerens fødder); flyeren, eller toppen, udfører figurerne oppe i luften; og spotteren sørger for sikkerheden.

Spotterens rolle er præcist defineret i reglerne fra forbundet USASF: det er den person, hvis vigtigste ansvar er at forebygge skader ved at beskytte hoved, nakke, ryg og skuldre på toppen under et stunt, en pyramide eller et kast (toss). Spotteren skal være med på holdet og have lært spotting-teknikkerne. I praksis står spotteren som regel ved siden af eller bag stuntet, på konkurrencegulvet, uden at have overkroppen under stuntet, og skal kunne røre den base, der holdes øje med – den samme person kan ikke både være base og påkrævet spotter.

Principperne illustrerer rollerne og sikkerhedskulturen ved løft i grupper, men reglerne fra USASF gælder specifikt cheerleading: de kan ikke overføres direkte til klassisk eller nutidig scenedans og må ikke opfattes som en universel norm. Til alt arbejde med løft bør du støtte dig til et forbund eller en kvalificeret instruktør frem for til råd fundet på nettet. Som pejlemærke formaliserer andre holddiscipliner også kunsten at arbejde i gruppe: i baton twirling skal holdkonkurrencen (Team Twirl) vise styrken i fællesskabet, hvor teknisk præcision og koreografisk kreativitet forenes i en harmonisk præstation; i Frankrig er disciplinen organiseret i forbundet FFSTB.