Dansernes placering på scenen: metode og markeringer

Før du placerer nogen, skal rummet have navne. Set fra publikum, ude i salen, er côté cour i den franske tradition scenens højre side og côté jardin den venstre. For den optrædende, der står med front mod publikum, er det omvendt: jardin er til danserens højre, cour til danserens venstre. Franske teaterfolk har en udbredt huskeregel: »J-C« som i Jésus-Christ, med J (jardin) til venstre og C (cour) til højre, læst fra salen.

Ordene har en præcis historisk oprindelse. De stammer fra indretningen af Salle des Machines i Tuileries-paladset i Paris i 1600-tallet. Fra kongens loge midt i salen vendte den ene side ud mod paladsets gård (côté cour) og den anden mod Tuileries-haven (côté jardin). Konventionen bredte sig siden til alle fransksprogede teatre, også der hvor der hverken er gård eller have længere.

Tilbage er de to andre pejlemærker, dem for dybden. Forkanten er den del af scenen, der er nærmest tilskuerne, scenens forreste del; bagkanten er det modsatte, den del der ligger længst fra publikum, markeret af bagvæggen eller scenens bagtæppe. Forkant, bagkant, højre og venstre side er altså scenens fire pejlemærker, som du kan forestille dig som en række felter side om side, en slags skakbræt. Bemærk også: kulisserne (wings) er sideområderne uden for scenen, skjult for publikum af tæpper eller sætstykker, og de bruges til ind- og udgange.

I dans bruges scenerummet i tre dimensioner: dybden (fra forkant til bagkant), bredden (fra højre til venstre side) og niveauerne (lavt, mellem, højt). Koreografens opgave er netop at skrive dansernes former og bevægelser ind i dem. At tænke i tre akser i stedet for fladt undgår fælden »alle på række på samme sted« og åbner for langt rigere måder at læse scenen på.

Det engelske teatersprog dækker delvis de samme pejlemærker, og det er nyttigt at kende. Upstage betegner scenens bagerste del, længst fra publikum; downstage den forreste, nærmest publikum; stage left og stage right er venstre og højre set fra den optrædende med front mod publikum (så salens venstre side, house left, svarer til stage right). Up og down kommer fra gamle skrå scener (»raked«), hvor den bagerste del fysisk lå højere: at gå mod publikum var at gå ned, at gå væk var at gå op. Men pas på: forkant/bagkant og downstage/upstage beskriver den samme akse forfra og bagud, men det er ækvivalenser i brug og ikke oversættelser, der kan bruges helt i flæng, for ordene har forskellig oprindelse.

Ud fra de akser deler man ofte scenen i ni zoner ved at krydse retningerne forfra og bagud (downstage, center, upstage) med siderne (left, center, right): downstage left, downstage center, downstage right, center left, center, center right, upstage left, upstage center, upstage right. Midten (center stage) regnes for det stærkeste spilleområde og scenens naturlige fokuspunkt. Det 3×3-gitter er en praktisk og meget udbredt opdeling, især fra teaterpædagogiske ressourcer, snarere end en universel norm: nogle kilder nøjes med nogle få hovedpunkter.

En koreografs grundformationer omfatter vandrette linjer, diagonale linjer, trekanter, cirkler og »clumps« (grupper eller klynger). De har ikke alle samme effekt: diagonaler, der er skubbet bagud mod bagkanten, opleves som mere dynamiske og flydende end lige linjer, og de giver scenen mere dybde og flere lag. Tendensen i dag går også i den retning: man bevæger sig væk fra de enkle lige linjer til fordel for mere varierede og mere »retfærdige« formationer, hvor flere dansere kan ses.

Læsbarheden afhænger direkte af synslinjerne. Når rækkerne forskydes (stagger), kan danserne bagest ses i mellemrummene mellem dem foran. En god placering fremhæver også stærke dansere forskellige steder på scenen, ikke kun på forreste række. Hvor den enkelte står, afhænger i øvrigt ikke kun af det tekniske niveau: højde, evnen til at huske og scenisk nærvær tæller også. Danseren i downstage center har brug for en god hukommelse, selvtillid til at føre an og stor sans for at optræde; den i upstage center er ofte den højeste, som stadig kan ses helt bagest.

Placeringen af gruppen arbejdes også gennem kompositionsgreb. Unison, hvor alle danserne gør det samme på samme tid, giver kraft og fungerer som holdepunkt. Kanon lader andre dansere tage den samme bevægelsesfrase op med faste mellemrum, så der opstår et ekko eller en resonans. Forskydning spiller på et uregelmæssigt eller tilfældigt mellemrum, og kaskaden kæder en række entréer eller handlinger sammen. Disse greb strukturerer brugen af rummet lige så meget som bevægelsen.

Et enkelt pejlemærke for afstanden: hver danser skal kunne stå i sin egen tænkte hulahopring, uden at ringene rører hinanden. Nok afstand til at undgå trængsel, men uden at gruppen mister sammenhængen. For at flytte pejlemærkerne fra øvesalen til scenen er det en god idé at markere pladserne på gulvet med mærker eller tape, både til prøverne og på scenen. Og kun at sætte placeringer og afstande ind i koreografien, som allerede sidder i skabet fra prøverne.

Med helt små dansere (under 7 år) er det bedre at begrænse koreografien til højst to eller tre formationer og undgå diagonaler, som kræver mere rumfornemmelse og koordination. Her er en enkel placering direkte med til at gøre forestillingen til en succes. Vil du se og afprøve formationerne på forhånd, lader værktøjer som Stancz dig placere danserne og se en formation i 2D, i 3D og i Publikumsvisning.

Når placeringen omfatter akrobatik med flere personer, som i cheerleading, er rollerne klart fordelt. Baserne står for støtte og stabilitet: de løfter flyeren og holder balancen. Flyeren (top) er personen øverst, som udfører spring, skruer og luftfigurer. Spotteren har ansvaret for sikkerheden og er klar til at sikre og gribe. Reglerne for spotterens placering er strenge: spotteren er et medlem af holdet, der har lært at spotte, står på konkurrencegulvet ved siden af eller bag figuren, må røre ved figurens base, holder ikke noget, der kan forhindre sikringen, placerer ikke overkroppen under figuren og er ikke en primær støtte for toppen; ved et fald beskytter spotteren først hovedet, nakken, ryggen og skuldrene. Principperne stemmer overens på tværs af kilderne, men de præcise krav afhænger af forbundet og konkurrenceniveauet: vil du have de officielle regler, så slå op i det relevante forbunds reglement.