Scene højre venstre: siderne forklaret for dansere

På fransk navngives scenens sider fra salen, og på dansk siger man på samme måde højre og venstre side set fra salen. Côté cour er scenens højre side set fra publikum, côté jardin den venstre: det er definitionen både hos den franske Wikipedia og i ordlisten fra Le Cratère, scène nationale i Alès. For en danser, der vender mod publikum, er det altså omvendt i forhold til hænderne: cour er til danserens venstre, jardin til danserens højre. Hele pointen med de to ord er at de ikke ændrer sig efter hvem der taler, ligesom bagbord og styrbord til søs: koreografen, der sidder i salen, og danseren på scenen mener den samme side. Sceneteknikerne har endda kælenavne: »courriers« i højre side og »jardiniers« (gartnerne) i venstre side set fra salen.

Navnene stammer fra Comédie-Française. Fra 1770 spiller truppen i Salle des Machines i Tuileries-paladset, der på den ene side vender ud mod Louvres gård (cour) og på den anden mod Tuileries-haven (jardin). Før sagde man »dronningens side« og »kongens side« efter de kongelige loger, der stod over for hinanden; de navne forsvinder med revolutionen, efter rædselsregimet, præciserer det pædagogiske hæfte fra teatret Gabrielle Dorziat (Les Salmanazar i Épernay). Tre franske huskeregler går igen. For publikum initialerne »J.-C.« som i Jésus-Christ: J for jardin til venstre, C for cour til højre, når man ser på scenen. For den optrædende med front mod salen »côté cour, côté cœur«, fordi hjertet sidder i venstre side. Den franske Wikipedia tilføjer en tredje: jarDin indeholder et D som i »droite«, skuespillerens højre.

Andre sprog tager ikke alle udgangspunkt i samme synspunkt. Engelsk navngiver siderne ud fra den optrædende: stage left er den optrædendes venstre, når den optrædende ser mod publikum, altså côté cour (højre set fra salen), og stage right er côté jardin; englænderne siger også prompt side om cour, den side hvor suffløren stod. Japansk tager ligesom fransk udgangspunkt i salen: 上手 (kamite) er højre side set fra publikum, altså cour, og 下手 (shimote) er jardin, ifølge ordlisten fra det japanske forbund for teaterteknikere. Tysk tæller også fra salen ifølge Wikipedia, så meget at flere operahuse har erstattet »venstre« og »højre« med navne fra deres kvarter, som »Berlin« og »Charlottenburg« på Staatsoper Unter den Linden. Der florerer stadig ark på nettet, som vender reglen om: er du i tvivl, så gå tilbage til hjertet – cour ligger på hjertets side, når du ser mod publikum.

I dybden er forkanten scenens forreste del, nærmest publikum, og bagkanten den bagerste, markeret af bagvæggen. På fransk »går man ned« mod forkanten og »op« mod bagkanten: ordlisten fra Le Cratère minder om at scenen tidligere skrånede, og hæftet fra Salmanazar om at den stadig nogle gange hælder ganske lidt mod salen for at give bedre udsyn. Forscenen, eller proscenium, er den del, der ligger foran portalen, og rampen er rækken af lys langs den forreste kant – deraf udtrykket »rampelyset«. Engelsk har det samme billede af hældningen: downstage mod publikum, upstage mod bagkanten.

Når du krydser bredden (højre, midte, venstre) med dybden (forkant, midte, bagkant), får du ni zoner, som alle forstår: forkant midt, midt på scenen, bagkant til venstre set fra salen og så videre. CBTIJ’s flersprogede teaterordliste i Brasilien oversætter i øvrigt »downstage right« med face jardin (forkant til venstre set fra salen) og »upstage right« med lointain jardin. Engelsksprogede håndbøger bruger det samme gitter på 3 × 3 med deres forkortelser (DSL, DSC, DSR, CSL, CS, CSR, USL, USC, USR), altid set fra den optrædende: deres downstage left er din forkant til højre set fra salen. For et hold er de ni navne næsten altid nok; derefter præciserer du i skridt eller meter, for eksempel »bagkant til venstre set fra salen, to meter fra sidetæppet«.

I siderne skjuler sidetæpperne, smalle stofbaner ofte i sort fløjl, kulisserne; hæftet fra Salmanazar præciserer at de hænger det ene bag det andet, i begge sider, så man kan gå ind og ud. Scenen deles på den måde op i planer efter hinanden, fra forkanten mod bagkanten, og ordlisten fra Le Cratère taler om én lysrække (herse) pr. plan: at gå ind »i andet plan, i venstre side set fra salen« betegner en præcis passage mellem to sidetæpper. Kulisserne er det område, publikum ikke ser, bag sidetæpperne og bagvæggen. Notér for hver danser fra hvilken side og i hvilket plan danseren går ind og ud: en danser, der går ud i højre side og skal tilbage i venstre side (set fra salen), har brug for en vej bagom.

Ikke alle pladser er lige meget værd i publikums øjne. Den amerikanske håndbog i iscenesættelse af Alexander Dean og Lawrence Carra, Fundamentals of Play Directing, sådan som en lærebog for instruktører opsummerer den, rangerer seks zoner fra den stærkeste til den svageste: forkant midt, så bagkant midt, forkanten til den optrædendes højre, forkanten til den optrædendes venstre, bagkanten til den optrædendes højre og til sidst bagkanten til den optrædendes venstre. Set fra salen giver det: forkant midt, bagkant midt, forkant til venstre, forkant til højre, bagkant til venstre og bagkant til højre (på fransk face jardin, face cour, lointain jardin, lointain cour). Grundideen er enkel: jo tættere og mere centralt en optrædende står, jo mere trækker den optrædende blikket. Det er ikke en lov, men en kompositionskonvention, og andre kilder modsiger den delvis.

Til dans skrev lysdesigneren Tom Skelton allerede i 1955 i Dance Magazine at teatrets gitter med seks zoner ikke kunne bruges: en danser krydser flere zoner i én bevægelsesfrase. Han rangerede i stedet baner: først midteraksen fra bagkanten til forkanten, så diagonalen fra bagkanten til højre set fra salen mod forkanten til venstre, så den anden diagonal og så en cirkel på cirka 4,5 m i diameter i midten. Dansematerialet fra skolemyndigheden i New South Wales (NSW Department of Education) vurderer omvendt zonen ved bagkanten til højre set fra salen som stærk, der hvor bagvæggen og siden mødes. Hæftet fra Salmanazar beretter endelig om en fransk tradition: jardin (venstre set fra salen) skulle være den »gode« side, hvor helten kommer ind, og faren skulle komme fra cour (højre set fra salen).

For en gruppe bruges rangeringerne mest til at beslutte hvem der skal stå hvor. Solisten eller højdepunktet placeres gerne på forkant midt; en gruppe, der skal være til stede uden at stjæle opmærksomheden, kan holde bagkanten; en diagonal giver bevægelse og dybde og gør det muligt at krydse hele scenen på kort tid. Men alt afhænger af tilskuerens plads. Det er et rent geometrisk spørgsmål: fra et sæde i siden forsvinder en del af scenen tæt på den side bag portalen, og en danser ved bagkanten kan blive skjult af den, der står foran. Tjek derfor dine formationer fra flere pladser i salen, ikke kun fra midten.

Det franske teatersprog fastlægger ingen nummerering af scenen: de ordlister, der er læst til denne guide, angiver ingen, og hvert kompagni laver sin egen. To udenlandske systemer er værd at kende. I Japan har forkanten et 0 i midten og derefter 1, 2, 3 ud mod hver side, med 90 cm imellem, et halvt ken, det gamle japanske længdemål, ifølge salforvalteren Theatre Workshop. I USA beskriver en inspicient på musicals den samme idé: en række tal med 0 i midten og et mærke for hver anden fod, altså cirka 61 cm. Vælg en afstand, skriv den på din plan, og hold fast i den fra studiet til scenen.

Selve mærkerne er små stykker tape sat på gulvet. Gaffatape, som bruges meget i scenekunsten, kan rives over med hånden og kan, hvis kvaliteten er god, fjernes uden at efterlade spor; på engelsk kalder man mærkerne spikes. Den engelske Wikipedia beskriver den almindelige praksis: et lille kryds for en optrædendes plads, et L for et møbel eller et scenografielement, én farve pr. person eller element, når mærkerne bliver mange, og selvlysende tape, når man skal finde sin plads i mørke. Midten fortjener altid sit mærke: inspicienten, der er nævnt ovenfor, sætter et stort T på forkant midt og et andet mærke i det nøjagtige midtpunkt af scenen.

Sæt så få mærker som muligt: kun på de pladser, der skal være præcise, dem hvor en danser skal ramme et lys helt præcist eller stå i den rigtige afstand fra en anden. En japansk ordliste for skuespillere minder om at selvlysende tape også kan ses fra salen, og derfor er det en fordel at bruge lidt af det. Mange sale, der tager imod dans, lægger et sort dansegulv (MC93 i Bobigny opgiver i sin tekniske rider baner på 1,5 m): spørg scenemesteren hvilken tape du må sætte på det, og fjern mærkerne fra ét stykke, før du sætter mærkerne til det næste, eller skift farve, så to koreografier ikke blandes sammen.

Den gyldne regel kan siges i én sætning: ét system pr. hold, og synspunktet sagt ved hver anvisning. Bruger holdet »set fra salen«, så undgå et »højre« eller »venstre« uden synspunkt; arbejder holdet med numre, så sig »nummer 2 i højre side set fra salen« frem for »nummer 2 til højre«. Skriv det valgte system øverst på planen for hver formation, med en pil mod publikum, så en ny danser kan læse det uden forklaring. Og når en anvisning kommer fra salen, for eksempel fra koreografen på første række, så husk at »højre set fra salen« er den samme side for koreografen og for danserne: det er netop derfor, man siger det – ligesom franskmændene bruger cour og jardin.

I studiet indtager spejlet som regel publikums plads: forkanten er ved spejlet, og højre side set fra salen (cour) er stadig til venstre for den danser, der kigger mod spejlet. Overfør scenens mærker til prøvesalen, med samme midte og samme afstand, som siden om klassisk balletpædagogik Ballet Curriculum anbefaler: numre foran spejlet til timerne, de samme numre ved scenekanten på forestillingsdagen. Planlæg også prøver med ryggen til spejlet, for på scenen er der ikke længere noget spejlbillede at rette sig efter; i magasinet Dance Informa husker en danser angsten ved de prøver lige før den tekniske uge. Og hvis du viser en sekvens med front mod holdet, så sig det: dine bevægelser kommer så spejlvendt frem.

Giv derefter hver danser sin plads, formation for formation: én plan pr. formation med hver dansers navn eller nummer er bedre end en lang mundtlig forklaring. Justér så det hele på den rigtige scene. Ordlisten fra Le Cratère nævner det franske udtryk »on verra à la rampe« (det ser vi ved rampen), altså når man prøver på scenen: afstandene ændrer sig, og entréerne falder ikke altid der, hvor man ventede. Det tyske gennemløb (filage à l’allemande), som ifølge Wikipedia lægger placeringerne til, er et godt tidspunkt at sætte de sidste mærker på. Sæt dig til sidst ned i salen, først i midten og så i siderne, for at tjekke at ingen er skjult.

Stancz er en koreografi-app til at forberede dansernes placering: du sætter dem på en scene i målestok, kæder formationerne sammen, og overgangene animeres til din musik, i 2D ovenfra, i 3D og set fra salen. Den bruges i browseren på en computer, pc eller Mac, uden installation, og som app til iPhone, iPad og Android med den samme konto. Den er gratis op til 3 koreografier med 4 formationer hver, og ud over det findes der et betalt abonnement. Den har 19 færdige formationer, færdige former der tilpasser sig antallet af dansere, og tager op til 500 dansere pr. koreografi.

I 2D-visning tegnes scenen i sine rigtige mål, i meter: 10 × 6 m som standard, vist som »SCENE · 10,00×6,00 m«. Linealer med inddeling løber langs toppen og venstre side, med et tal for hver meter og en streg for hver 50 cm, fra 0 i venstre hjørne; to stiplede midterlinjer, der altid er synlige, krydser hinanden i midten. FORKANT står under den forreste kant, nederst på planen ud mod publikum, og BAGKANT over den bagerste kant; du kan vise gitteret, fastgøre danserne til det og vise deres numre. Planen skriver hverken cour eller jardin: med publikum nederst er planens højre side højre set fra salen, altså cour – det, der på engelsk hedder stage left. På en scene på 10 m ligger 7-tallet på den øverste lineal derfor 2 m fra midten, i højre side set fra salen.

Publikumsvisning besvarer det spørgsmål, man stiller sig ude i salen. Under »Din plads« vælger du en navngiven plads (Parket, midt; 1. række; 1. række, højre side; Venstre side; Højre side; Dommere; Balkon; Kamera), eller du trykker på et sæde på »Plan over salen«, der viser venstre og højre; kameraet placeres der og rammer holdet ind, og visningen fortæller hvem der er skjult og bag hvem, eller at »Alle er synlige fra denne plads«. 3D-visningen viser den samme formation i rummet. Det er gratis at dele en koreografi som »Læser«: hver danser ser den, og med »Fremhæv mig« bliver ens egen danser fremhævet. Begrænsningerne, helt ærligt: ingen PDF-eksport, ingen redigering for flere på samme tid og ingen administration af danseskolen.