Sceneplan til danseopvisning: sådan tegner du den

Sceneplanen (på engelsk »stage plot«) er en skitse af scenen set ovenfra, i fugleperspektiv. Den viser hvor hver optrædende står, scenografiens elementer og udstyret. På lyd- og lyssiden angiver den også placeringen af monitorer (wedges), mikrofoner, DI-bokse og strømudtag. Til en danseforestilling bruges den først og fremmest til de optrædendes placering, scenografien og lysplanen: det detaljerede lydvokabular hører mest til koncerter og rytmisk musik.

Den skal ikke forveksles med et beslægtet dokument: »input list«, der fordeler indgangene på mixerpultens kanaler og bruges som guide til patchingen. De to supplerer hinanden, men er forskellige: input listen styrer mixerpulten, sceneplanen styrer den fysiske organisering af scenen.

Man skelner også mellem to supplerende planer, der hører til scenekunsten. Grundplanen (på fransk plan de masse) er et billede set ovenfra, der omfatter scenen, kulisserne, salen, gangbroerne, trækstængerne og det flytbare udstyr, med scenekantens linje og scenens midterakse. Snittegningen (plan de coupe) er et profilbillede af salen, scenetårnet, underscenen og trækstængerne. Tilsammen giver de en fuldstændig forståelse af rummet.

Scenens fire verdenshjørner er forkanten, bagkanten, højre og venstre side (på fransk face, lointain, cour og jardin). Forkanten er scenens forreste del, nærmest publikum; bagkanten er scenens bagerste del, længst fra publikum, markeret af bagvæggen, modsat forkanten. De to akser er grundlaget for at læse enhver placering.

Den klassiske fælde for begyndere er cour og jardin, der ALTID defineres ud fra publikums synspunkt, aldrig den optrædendes. Côté cour er scenens højre side set fra salen (altså til venstre for den optrædende med front mod publikum); côté jardin er venstre side set fra salen (altså til højre for den optrædende). Fransk huskeregel: »J.-C.« som i Jésus-Christ, J for jardin til venstre og C for cour til højre, set fra salen. Variant for de optrædende: »côté cour, côté cœur« (hjertet sidder i skuespillerens venstre side, og cour ligger altså til venstre for skuespilleren). Ordene stammer fra en tradition: de opstår, da Comédie-Française holder til i Salle des Machines i Tuileries-paladset omkring 1770, med den ene side ud mod Louvres gård (la cour) og den anden mod Tuileries-haven (le jardin); før sagde man »kongens side« og »dronningens side«, betegnelser der blev droppet efter revolutionen.

Arbejder du med engelsksprogede referencer, så pas på skiftet i synspunkt. På engelsk defineres stage left og stage right ud fra den optrædende med front mod publikum (stage left = den optrædendes venstre) og er altså byttet om for den, der ser til fra salen. Upstage betyder mod bagkanten, downstage mod forkanten; terminologien stammer fra gamle skrå scener (raked stage), der hældede ned mod publikum, så det at gå »upstage« betød at gå fysisk op mod bagkanten. Center stage er det centrale spilleområde, det mest synlige.

En sceneplan skal angive en målestok. I den fransksprogede scenekunst er den mest nævnte målestok 1:50 (1 cm på planen = 50 cm i virkeligheden); 1:100 (1 cm = 1 m) bruges også, med arbejdsmålestokke fra 1:20 til 1:125. Inden for lyd og rytmisk musik nævner engelsksprogede kilder snarere 1/4 tomme for 1 fod. Målestokken er altså en konvention, du vælger og angiver tydeligt, ikke én fast regel.

Trinene til at lave planen: 1) saml oplysningerne (scenens størrelse og form, faste elementer som døre og søjler); 2) fastlæg målestokken; 3) tegn scenens omrids og dens faste elementer på millimeterpapir eller i et program; 4) placér hvert element med symboler og en farvekode; 5) tilføj en signaturforklaring og en kontaktlinje (navn, telefon eller e-mail, dato og version). Blandt de nævnte værktøjer er Vectorworks, SketchUp, AutoCAD og dedikerede onlinegeneratorer. Stancz, et webværktøj til at placere og visualisere formationer i 2D, 3D og Publikumsvisning, kan også bruges til at udforme og dele de optrædendes placeringer.

Planen i målestok har helt konkrete anvendelser i praksis: at overføre projektørernes placering, målt på planen, at fordele sidetæpperne, at tegne grænserne for synligheden og indkigslinjerne, at beregne sufitternes højde og lydens spredningsvinkler. Papirplanen er stadig uundværlig til at måle og afsætte direkte på gulvet. For at forstå rammen: portalen (cadre de scène) er det faste element, der indrammer åbningen mellem salen og scenen, med forscenens gulv ved foden; det er den åbning, jerntæppet kan lukke. Bag den regulerer den bevægelige portal (på fransk manteau d’Arlequin) åbningens bredde og højde efter scenografiens mål.

Arbejdsgangen for overleveringen ligger fast. Spillestedet leverer scenens snittegning og grundplan som en del af sin tekniske rider; kompagniet tegner sin scenografi og sit lys ind på dem. Samlet bliver dokumenterne »omdrejningspunktet, det uundværlige element for teknikerne på stedet«. Sceneplanen er altså ikke et isoleret dokument: den indgår i en udveksling mellem spillestedet og kompagniet.

Den tekniske chef bruger den tekniske rider (spillestedets og kompagniets) til at fastlægge betingelserne for gæstespillet og til at lede opbygningen og afviklingen. Spillestedets rider angiver scenens mål, typerne af trækstænger, belastningsgrænserne for hejseværket, publikumskapaciteten og udstyrslisten; kompagniet angiver sine behov for lys, lyd, personale og scenografi (motorer, barduner osv.). På lyssiden angiver lysplanen projektørernes type, placering, retning, indstilling og farve, og køreplanen (conduite) opregner i kronologisk rækkefølge de cues og effekter, der skal køres under forestillingen.

Den tekniske rider skal angive scenens mindstemål og det krævede scenemaskineri (kan scenografien komme ind? passer scenen?), give en beskrivelse og et foto af de sceniske elementer og angive kompagniets tekniske kontaktpersoner med kontaktoplysninger. Den er kontraktlig: enhver udeladelse forpligter producenten økonomisk. Den gyldne regel ifølge kilderne: hold dig til det væsentlige, så du bliver forstået.