Lære koreografi til hele holdet: del og indlær
Udgivet
At lære koreografi til et helt hold uden at miste information er ikke nogen selvfølge. Referencevideoen, klare noter for hver 8-tælling, et fælles sprog om scenen og – for værker, der skal bevares på lang sigt – dansenotation er metoder, der supplerer hinanden. Guiden gennemgår de metoder, der bruges i praksis, og hvordan dansere husker deres placeringer i en gruppe.
Referencevideo og noter for hver 8-tælling
Den mest tilgængelige metode til at give en koreografi videre uden tab af information er at kombinere et skriftligt materiale med en filmet referencevideo. Konkret skriver du hver 8-tælling ned med en kort beskrivelse af hovedbevægelsen, dens retning og dens niveau (højt, mellem eller gulv). Videoen er den visuelle støtte, der rydder de tvetydigheder af vejen, som teksten alene aldrig helt dækker.
Kombinationen af tekst og video virker, fordi den forener to registre: det skrevne fastholder intentionen og strukturen (rækkefølgen af blokkene, retningerne, niveauerne), mens optagelsen viser den faktiske bevægelse, dens udstrækning og dens dynamik. For et hold er det et format, der er let at dele: hver danser kan se videoen igen så mange gange som nødvendigt og slå op i noterne for at finde rækkefølgen af sekvenserne.
Til at strukturere noterne er det nyttigt at tage udgangspunkt i koreografiens rumlige komponenter: niveauerne (højt, mellem, lavt), gulvmønstrene (lige linjer, diagonaler, zigzag, spiraler, kurver) og gruppens formationer (linje, kolonne, diagonal, geometriske former som firkanten eller trekanten). Når du navngiver elementerne udtrykkeligt blok for blok, bliver overleveringen langt mere pålidelig.
Tal det samme sprog om scenen
For at dele placeringer uden forvirring skal hele holdet bruge de samme ord om scenen. På dansk siger man højre og venstre side set fra salen; i Frankrig taler man om côté cour og côté jardin. Côté cour er scenens højre side, sådan som publikum ser den; côté jardin er den venstre. Den klassiske franske huskeregel forbinder Jésus-Christs initialer (J.C.) med tegningen af scenen: J (jardin) til venstre, C (cour) til højre.
Dybden beskrives med forkanten og bagkanten. Forkanten er den forreste del af scenen, nærmest publikum; bagkanten, markeret af bagvæggen, er det sted, der ligger længst væk. Fordi scenen tidligere skrånede, har man på fransk bevaret vanen med at sige »gå ned« fra bagkanten mod forkanten og »gå op« fra forkanten mod bagkanten. Scenerummet (på fransk plateau) er i øvrigt et større område end selve scenen, for det omfatter også kulisserne og underscenen.
Pas på hvis du arbejder med engelsksprogede referencer: synspunktet vender. På engelsk betyder »downstage« at nærme sig publikum og »upstage« at fjerne sig fra det (en arv fra skrå scener, »rake«). Og frem for alt defineres »stage left« og »stage right« ud fra den optrædende med front mod publikum: »stage right« er altså den optrædendes højre, det vil sige tilskuerens venstre. Côté cour (publikums højre) og stage right (danserens højre) er dermed modsatte synspunkter: sig det tydeligt for at undgå misforståelser. En stor scene deles ofte op i ni zoner ved at krydse de fire retninger (upstage/downstage, stage left/right).
Lære koreografi i gruppe: få placeringerne til at sidde
Ud over materialet husker danserne deres placeringer ved at forstå deres rolle og støtte sig til hinanden. For at placere dig godt i en gruppe skal du kende din rolle (solist, bærende i formationen eller supplement), iagttage de andres bevægelser for at forudse den rytme og den plads, du har brug for, og dermed undgå sammenstød. Når du placerer dig strategisk i hjørnerne og bruger diagonalerne, skaber du visuelt mere interessante linjer og mindsker samtidig risikoen for at skjule de andre dansere for publikum.
Koordinationen under en forestilling går også gennem den nonverbale kommunikation: et blik, et smil eller en lille bevægelse med hånden er ofte nok til at holde synkroniseringen. Efter hver prøve er det nyttigt at bede partnerne om feedback på placering og synkronisering. Når det gælder selve prøverne, er det en god vane at markere sine pejlemærker og placeringer på gulvet for at forankre den rumlige hukommelse – tilpasset efter stedet.
Ordene for kompositionsgrebene hjælper også med at huske i fællesskab, fordi de sætter navn på forholdet mellem danserne i hvert øjeblik. Unison er at gøre det samme på samme tid i samme retning (ikke at forveksle med bare at »gøre noget sammen«). Kanonen tager den samme bevægelse op hos flere, men forskudt, så den vender tilbage med jævne mellemrum. Akkumulation tilføjer bevægelser én efter én og starter altid forfra fra samme udgangspunkt (en slags »hviskeleg« med bevægelser). Dertil kommer relationer som spejl, kaskade, dialog, kontakt og løft, og grupperingerne (duo, trio, kvartet). Med et webværktøj som Stancz kan du placere og se formationerne i 2D, i 3D og i Publikumsvisning, og det hjælper dig med at forberede og dele positionerne før prøven.
Bevar på lang sigt: dansenotation
Til at arkivere et værk på lang sigt findes der en specialiseret viden: bevægelsesnotation (dance notation). Det er en symbolsk gengivelse af bevægelserne og formen i menneskelig dans, der bruger grafiske symboler, figurer, tegnede baner, talsystemer eller notationer med bogstaver og ord. Den bruges først og fremmest til at registrere og genopsætte (restaging) koreografiske værker; i 1948 blev Hanya Holm den første koreograf på Broadway, der fik sine dansepartiturer beskyttet af ophavsret, med Kiss Me, Kate.
De to mest udbredte systemer i den vestlige kultur er Labanotation og Benesh Movement Notation. Labanotation (også kaldet Kinetography Laban) blev skabt af den østrigsk-ungarske koreograf Rudolf von Laban (1879-1958) i 1920’erne og foretrækkes stadig af dem, der arbejder med ikke-klassisk dans. Benesh Movement Notation blev skabt i 1955 af Rudolf og Joan Benesh; undervisningen i den begyndte i 1956 på Royal Academy of Dancing, og den bruges til balletpartiturer over hele verden, hvor Labanotation snarere bruges til ikke-klassisk dans.
Et vigtigt forbehold: dansenotation er ekspertviden (koreologernes felt), ikke et værktøj for alle. Mange systemer er i øvrigt specialiseret til en bestemt stil og beskriver ikke andre dansetyper effektivt, og det begrænser deres universelle brug. For et amatørhold er det derfor bedre til daglig at holde sig til video og enkle noter og have notationen i baghovedet som en professionel metode til bevaring.
Ofte stillede spørgsmål
- Hvad er den enkleste metode til at give en koreografi videre uden at miste noget?
- Kombinér en filmet referencevideo med skrevne noter: for hver 8-tælling en kort beskrivelse af hovedbevægelsen, dens retning og dens niveau (højt, mellem eller gulv). Teksten fastholder strukturen, videoen viser den faktiske bevægelse.
- Côté cour eller côté jardin: hvordan holder du styr på siderne?
- Côté cour er scenens højre side set fra publikum, côté jardin den venstre. Fransk huskeregel: J.C. (Jésus-Christ), jardin til venstre, cour til højre. Pas på: på engelsk betegner »stage right« den optrædendes højre, altså det modsatte af côté cour.
- Hvordan husker en danser sin placering i en gruppe?
- Ved at kende sin rolle (solist, bærende i formationen eller supplement), iagttage de andre for at forudse rytme og plads og undgå sammenstød, foretrække hjørner og diagonaler og støtte sig til den nonverbale kommunikation og feedbacken efter hver prøve.
- Skal jeg lære Laban- eller Benesh-notation for mit holds skyld?
- Ikke nødvendigvis. Labanotation (Rudolf von Laban, 1920’erne) og Benesh Movement Notation (Rudolf og Joan Benesh, 1955) er ekspertværktøjer til at arkivere og genopsætte værker. For et amatørhold er video og enkle noter nok til daglig.
Kilder
Denne guide bygger på følgende referencer, som blev konsulteret da den blev skrevet.
Læs også
Lære koreografi til holdet: referencevideo, noter for hver 8-tælling, fælles ord om scenen og dansenotation. Sådan giver du placeringerne videre.
Kom i gang