Værktøj til danselærere: undervisning, opvisning, placering

En dansetime følger en klassisk, progressiv struktur: en åbning eller opvarmning, der signalerer skiftet til »dansetilstand«, teknisk arbejde, kreativ udforskning, derefter center/kombination, der samler de teknikker, timen har arbejdet med, og til sidst en nedkøling (cool-down). Hver time har godt af at starte med et klart pædagogisk mål: en bestemt færdighed eller et bestemt begreb, som eleverne skal mestre ved timens slutning, hvad enten det er en teknik som grand jeté eller et bredere begreb som musikalitet eller rumfornemmelse.

Til at bygge planen op er der en metode i syv trin, som mange henviser til: fastlæg stil og niveau (og tilpas ordforrådet til alderen), definér det pædagogiske mål, tilpas til forskellige læringsstile (gør det til en leg for små børn), strukturér forløbet (opvarmning, teknik, center/kombination, cool-down), del bevægelserne op, skriv planen ned, og tjek til sidst udstyret. En nedskrevet plan (på computer, i en notesbog eller på telefonen) kan du slå op i undervejs, og en tjekliste over udstyr (musik, adaptere, barrer, måtter) forhindrer ubehagelige overraskelser.

For at få eleverne til at huske en bevægelse giver du først en enkel bevægelse og tilføjer derefter gradvist elementerne i akronymet BASTE: Body (krop), Action (bevægelser på stedet og gennem rummet), Space (rum: niveau, retning, bane, relationer mellem dansere), Time (tid: danse før/efter/i unison eller i kontrast) og Energy (bevægelsens kvalitet, langsom eller eksplosiv). At gå fra det enkle til det komplekse på den måde hjælper eleverne med bedre at huske både bevægelsen og informationen.

Opvarmningen skal hæve kropstemperaturen, vække muskler, ledbånd og sener, så de bevæger sig med styrke og elasticitet, forebygge muskelskader og belastning af leddene og forberede danserne mentalt på koreografierne. Et enkelt første trin er blidt at bevæge alle led fra hovedet ned til tæerne: nakke, skuldre, håndled, fingre, hofter, knæ, ankler.

En typisk struktur går fra smøring af leddene (langsomme, kontrollerede rotationer af hofter, skuldre og nakke, cirka 2 til 5 min.) over dansespecifik dynamisk mobilitet til muskelaktivering, i alt cirka 5 til 15 minutter afhængigt af hvor vågen kroppen er. Varighederne er vejledende størrelsesordener: idéen er at vække kroppen uden at trætte den, og man skal stadig kunne tale sammen under anstrengelsen.

At tilpasse timen til niveauet starter med det ordforråd og den stil du vælger: man underviser ikke i den samme bevægelse på samme måde for små børn og for et øvet hold. Når du tænker det pædagogiske mål for hvert hold og deler bevægelserne op derefter, kan alle udvikle sig, samtidig med at timen beholder en fælles ramme (opvarmning, teknik, center, cool-down).

Når du forbereder en koreografi, er det en god idé at starte med slutmålet og arbejde baglæns (reverse planning), derefter finde ud af hvilke muskelgrupper der bruges, før hele bevægelsen udføres, og gradvist bevæge dig mod den endelige kombination. I komposition for grupper er grundværktøjerne unison (alle dansere udfører de samme bevægelser på samme tid, for den visuelle kraft) og kanon (det samme motiv taget op med forskudte starter i tid, som en sang, der synges i kanon).

Kanon findes i flere varianter, alt efter hvordan starterne følger efter hinanden: en sekventiel kanon, hvor danserne tager motivet op efter hinanden med faste mellemrum; en overlappende kanon, hvor hver danser begynder, før den forrige er færdig; eller en lagdeling af fraser for en tættere effekt. Navnene på varianterne er mere en almindelig pædagogisk konvention end én fast norm; kanon kræver under alle omstændigheder en fin timing og opmærksomhed på de andre, og du kan gøre den mere kompleks ved at spille på intervallet (timing og afstand mellem danserne).

Det rumlige design samler formationerne: koreografen arbejder med baner (pathways), formationer og niveauer (levels) for at skabe tekstur og visuel effekt, især i grupper eller duetter. Dertil kommer vinkler for dybden, symmetri (lige deling af de to sider) over for asymmetri og fokus, det centrale opmærksomhedspunkt i rummet. For at sætte gang i kreativiteten kan du lade eleverne komponere korte dansestudier i trioer eller kvartetter gennem styret eller struktureret improvisation ud fra en impuls (poesi, fotografier, former, teksturer). Et webværktøj som Stancz lader dig placere og se formationerne i 2D, i 3D og i Publikumsvisning.

For at give placeringer videre uden tvetydighed undgår man »venstre« og »højre«, der skifter alt efter hvilken vej den, der taler, vender, og bruger i stedet scenens faste pejlemærker – på dansk ved altid at sige »set fra salen« eller »set fra danseren«. Set fra salen (publikums side) er côté cour i fransk teater scenens højre side og côté jardin den venstre. Franske teaterfolk har flere huskeregler: initialerne »J.-C.« (som i Jésus-Christ) læses fra venstre mod højre, altså jardin til venstre og cour til højre, når man ser scenen fra salen; fra skuespillerens side siger man »côté cour, côté cœur«, fordi hjertet (cœur) sidder i venstre side; og »jardin« har et D som i »droite« (højre, set fra skuespilleren), det har »cour« ikke.

Pas på synspunktet: cour og jardin er defineret fra salen (cour = højre, jardin = venstre), men fra den optrædendes synspunkt på scenen er det omvendt. Angiv altid synspunktet, når du giver en placering. Hvad angår dybden, betegner forkanten (på fransk face) den del af scenen, der er nærmest tilskueren, og bagkanten (lointain) den bagerste del, modsat forkanten. Scenen tænkes som en række felter side om side, der danner et gitter, som både kunstnere og teknikere kan læse, og det gør den til et naturligt pejlemærke for placeringer.

Terminologien opstod ved Comédie-Française omkring 1770, da truppen holdt til i Salle des Machines i Tuileries-paladset, der på den ene side vendte ud mod Louvres gård og på den anden mod Tuileries-haven; de gamle betegnelser »kongens side« og »dronningens side« blev afløst efter revolutionen. Et fælles pejlemærke og en fælles visning (for eksempel formationerne vist i 2D, i 3D eller i Publikumsvisning i Stancz) gør det lettere at give placeringerne videre til eleverne.